Parterapi

Parterapeut

Da jeg brænder meget for, at vi alle får et super kærlighedsliv, har jeg valgt at udbygge min certificering som sexolog med parterapi.

Det vil sige, at jeg hellere end gerne også tager imod par, som ser parforholdet som en udfordring, der har brug for en tredje part til at komme med løsningsforslag i konsultationen.

Til parterapi har jeg også en masse øvelser, der bl.a. vækker kærligheden mellem jer til live igen, hvis hverdagen er gået hen og blevet for grå og trist.


Din lykke er vigtig for forholdet

Skrevet af Mette Justsen  

Et forhold skal passes og plejes. Det nytter ikke noget, at du går i stå i din udvikling, så snart prinsen eller prinsessen er fundet, så går der hurtigt for meget villa, Volvo og vovse i forholdet og det bliver dermed for trivielt og kedeligt. Efter et stykke tid i det samme forhold, har vi sikkert alle prøvet, at forelskelsen fortaber sig, men det er stadig vigtigt at holde romantikken ved lige for at holde gejsten i forholdet. Selvfølgelig kan vi ikke gå og være nyforelskede hele livet, eller kan vi?

I mit arbejde møder jeg en masse, som er gået i stå i forholdet og ikke tænker på at det kan blive så meget bedre, hvis hver part stiller nogle krav til den anden og sig selv og der dermed bliver arbejdet med forholdet. Det er vigtigt, at I tænker på hinanden og hvad din partner har brug for, her mener jeg ikke dagligvarer der altid er brug for, men ting og tjenester, der varmer. Ud over det, er der også meget der tyder på at romantikken er gået fløjten i mange forhold, som så ville nyde godt af, at parterne er betænksomme og omsorgsfulde overfor hinanden.

 

En måde at være romantisk på, kan f.eks. være at gøre noget for din partner, som ikke nødvendigvis er noget for dig f.eks. fodboldkamp, tøsefilm, actionfilm eller middag med stearinlys, for vi skal jo ikke glemme, at både mænd og kvinder godt kan lide at blive forkælet. Samtidig med at du er romantisk overfor din partner, skal du også holde fokus på dig selv, så dine behov ikke glemmes. Hvis omsorgen kun går den ene vej og du passer, plejer og ordner alt for din partner, så risikerer du at overtage en forældrerolle for din partner, hvilket slet ikke gavner romantikken, da det ikke er vores forældre der tænder os.

 

Selvfølgelig skal vi lige huske på, at vi ikke kan lave om på hinanden, for vi er nu engang som vi er og er I allerede der, hvor forholdet er gået i dvale, ved vi jo dybest set godt hvordan vores partner er og da vi i hvert fald har været smaskforelskede tidligere, bør der jo heller ikke være nogen grund til at ville ændre hinanden. Det gælder simpelthen om at holde fokus på alle din partners positive sider, mens I udvikler forholdet og husker romantikken i hverdagen.

 

Med udgangspunkt i dette er det en god ide, at du stopper op og tænker over om du får hvad du ønsker. Det gør ikke noget, at du taler om dine ønsker med din partner, der er jo ingen der kan læse dine tanker, så hvis I ikke taler om hinandens ønsker, bliver de sjældent opfyldt. Hvis du ikke får hvad du ønsker, er det måske på tide, at du i stedet tænker på, om du alligevel er lykkelig eller om lykken kan findes andre steder, for der er jo ingen der har sagt, at det absolut skal være jer to. Hvis du ikke er lykkelig bliver din partner det heller ikke.

 

Tegn på et ulykkeligt parforhold kan være utroskab eller jalousi, da utroskab er et tydeligt tegn på, at der mangler noget i dit forhold og det ikke er særlig sjovt at have en jaloux partner, hvor du hele tiden føler dig under mistanke og skal forklare alt hvad du foretager dig, selv om der ikke nødvendigvis er nogen grund til at din partner er jaloux. Hvis der først er jalousi og utroskab i dit forhold, bliver det et endnu større arbejde at udvikle forholdet til det bedre, da utroskab eller jalousi også kan være med til at gøre dit forhold ulykkeligt.